Fra kropshad til kropsaccept


HADET

Ad hvor er du ulækker. Se den tykke mave og store fede lår. Åh. Hvordan kan nogen tænke jeg er pæn? Fy for helvede. Hvis bare du taber dig, så kan du blive pæn. Tag dig nu sammen. Se lige den mave og de arme. Mormorarme. Suk. Jeg bliver aldrig pæn

Det er bare en brøkdel af de grimme vendinger jeg har haft om mig selv. Jeg har HADET min krop og talt så grimt til den. Jeg har så længe jeg kan huske tilbage, væmmes ved synet af min egen krop. Selv dengang jeg trænede 6 gange om ugen, spiste 1000 kalorier (ikke en anbefaling!) og var på mit slankeste og stærkeste, så væmmedes jeg ved synet af min krop.

Jeg husker fx fra min efterskole, at jeg en dag kom ned på lærerværelset hvor der stod flødeboller til personalet. Jeg spurgte en af lærerne om jeg måtte bede om en og så sagde han “kom herover og stil dig”, så stillede jeg mig op af væggen, hvorefter han satte to streger på hver sin side af min hofte. Da jeg flyttede mig, sagde han “hold da op. Hvis der kommer nogen med bredere hofter end dig, så får du en flødebolle”. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev i ydmygelsen og forsøgte at være cool, så imens de andre piger kom og blev målt – som selvfølgelig ikke havde bredere hofter – så sad jeg der og følte mig klam og ulækker. Hende med de store brede hofter.

Ha ha ha ha, værste dårligeste joke. Den oplevelse sidder stadig i min krop og jeg kan tænke hvorfor udsætte en ung kvinde på 15-16 år for sådan en latterlig joke. Den bekræftede blot min egen teori om at jeg altid var større end de andre og jeg var den grimme ælling. For jeg altid været en af de højeste, derfor har jeg ofte krummet i min ryg for at “blive mindre” og haft stort og løst tøj på, fordi så kunne jeg gemme mine deller og jeg har HADET at gå i fællesbad, så jeg har ofte droppet badet til gymnastik, træning eller håndbold, fordi andre skulle ikke se min krop.

Bare -5 kilo blev til +30 kg

Jeg har altid tænkt at kropslykken lå lige derude når jeg havde tabt de der klassiske 5 kilo og spiste sundt. Men jeg blev klogere og ramte et sted, hvor jeg var ved at blive syg af min sygelige kontrol over træning og mad. Kvinden som ejede det træningscenter jeg trænede hos, satte sig en dag og snakkede med mig om hvordan jeg havde det. Jeg brød helt sammen og fortalte hvor meget jeg hadede mig selv og min krop. Jeg startede derfor på et forløb hos hende, hvor der var fokus på træning og glæde. Jeg skulle finde glæden ved at træne, bruge min krop og spise varieret. Ikke al den kontrol. Det forløb hjalp mig meget, men jeg var stadig ikke glad for min krop. Jeg kunne stadig ikke lide hvad jeg så i spejlet.

Da jeg blev gravid med Pinja hoppede jeg lige fluks i chokoladegryden. Jeg tænkte “nu er det jo lige meget, så kan jeg spise som jeg vil, jeg får alligevel en stor mave”. Jeg følte jeg endelig kunne smide alle mine høje og urealistiske forventninger til min krop og udseende. Min krop var igang med det vigtigste i verden; bygge et lille menneske til Morten og jeg. Pludselig blev udseende sekundært – det handlede om dens kunnen.

Da jeg så stod der med mit lille vidunder og en 30 kg tungere krop, som så MEGET anderledes ud end inden graviditet og fødsel, så mærkede jeg igen kropshadet. For nu var jo ikke gravid mere, så landede jeg tilbage i fokuset på udseende fremfor kunnen. Jeg kan huske flere sagde “bare rolig, du skal nok tabe dine graviditetskilo når du ammer”. Men ved du hvad? Jeg tabte ikke en skid ved at amme og jeg havde overhovedet ikke overskud og energi til at overveje varieret kost og sundhed. Så jeg fortsatte med at svømme rundt nede i chokoladegryden og sofa-amme marathon. Så jeg tabte slet ikke de kilo jeg troede jeg ville og som alle fortalte forsvandte på mirakuløs vis – men som jeg også synes skete hos alle andre. Jeg sad bare tilbage tyk, med strækmærker, store og lange bryster, bredere hofter og dobbelthage.

Jeg havde svært ved at finde energi til at spise varieret og komme igang med træning. Med søvnunderskud, en lille baby, kæmpemæssige forventninger til mig selv og hvad jeg skulle kunne som menneske, mor, veninde, kæreste, et bryllup som skulle planlægges og en efterfødselsreaktion – så var der ikke meget tilbage til at spise sundt og træne og der begyndte min rejse for alvor fra krops HAD til ACCEPT.

Jeg fandt ud af det slet ikke handlede om tallene på vægten, men det handlede om mit hoved. Mit syn på min krop. Hvordan ændre man syn på sin krop, hvis man virkelig væmmes og hader synet af den? Det kan lade sig gøre, men det er en proces. Her handler det ikke om målet, men vejen til målet.

Det er ikke sort/hvidt

Forleden spurgte jeg “hvad ser du, når du ser din krop?” på min instagramprofil og der kom mange svar. Stort set alle svar var præget af lavt selvbillede og formentlig kropshad. Fåtal var glade for hvad de så. Det gør mig trist og ked af det. For jeg ser dig, som hader din krop. Jeg har været der og det ikke er rart. At hade sin krop. Måden du ser ud på. For når hadet til ens udseende og krop er der, så tvivler jeg på man elsker sit indre. Så jeg tolker, at der sidder rigtig mange (primært kvinder) derude som ser sig selv med hadske øjne og hvis min proces kan støtte eller hjælpe bare en af dem, så er jeg glad. For det er ikke meningen vi skal hade os selv og vores udseende. Jeg mener heller ikke at vi skal elske – det er ikke sort/hvidt.

Jeg er blevet spurgt om jeg vil dele hvad jeg har gjort, for at gå fra kropshad til kropsaccept. Det vil jeg hjertens gerne – mine “fif” kommer herunder.

  • Drop badevægten og tallene (medmindre du selvfølgelig er i et vægttab, hvor du gerne vil bruge det som motivation). Ofte kan vi have så voldsomt fokus på tallet på badevægten, at vi glemmer at se på vores krop. Så bliver fokusset på hvad tallet siger. Tallet definere vores værd. Lad mig kort sige: det gør det ikke! Intet tal kommer nogensinde til at definere dit værd.
  • Se dig i spejlet og smid tøjet. Det har du sikkert hørt før og du har måske også prøvet, at stå der foran spejlet og så er lavinen af grimme gloser og had fosset ned over dig. Det har det i hvert fald gjort med mig. Men jeg vil opfordre dig til at se dig i spejlet, være nøgen eller med mindst muligt tøj når du er derhjemme. Bare tuller rundt, gør rent eller hvad du har lyst til. Jo oftere du ser dig selv, jo tryggere bliver du med hvad du ser – og igen, ikke at du nødvendigvis kommer til at elske hvad du ser, men du bliver vant til det og tryggere ved det.
  • Stop med at tale grimt. Hvis du ikke har noget pænt at sige, så lad være. Hvis du så står der og tankerne flyver og hadet begynder, så prøv bare at tænke og/eller sige “okay”. Ikke mere, men bare okay. Efterhånden kan du måske prøve at tale pænt til den og måske endda takke den “tak krop for at have været med mig hele livet”, “tak mave for at have båret på mit barn/børn”, “tak lår for at have ført mig gennem livet”.
  • Rør ved dig selv. Det kan være voldsomt grænseoverskridende, når man har det virkelig dårligt med sin krop. Men en måde at starte er når du har været i bad, køb dig en dejlig olie eller creme og brug lige 5-10 minutter på at smøre din krop ind. Giv dig selv lidt massage på benene og maven. Mærk din krop. Mærk hvordan den folder, kurver og strækker sig.
  • Hengiv dig. Når jeg mener du skal hengive dig, mener jeg at du skal sige “okay, det er bare en krop”. Flyt fokus på hvordan den ser ud eller hvad den kan, men bare tænk “det er en krop”. Din krop er ikke din værdi. Du har uden tvivl så mange kompetencer, egenskaber og ting du slet ikke vidste du kunne, som din krop på ingen måde kan definere. Du er dig!
  • Tiden er din ven. Står du i dag og tænker at du er grim, klam og ulækker, så har du nok ikke hengivet dig og aceepteret din krop imorgen. Det tager tid og du skal give dig selv tid. Nye tankemåder og ritualer skal bygges ind i hjernen. Det kræver minimum 13.000 gange eller hver dag mellem 30-60 gange, før hjernen har bygget en ny forbindelse. Det krævet tid, ihærdighed og tålmodighed før hjernen og følelserne følger med. Tro på dig selv, du kan også nå frem til accepten og måske endda kærligheden til din krop.
  • Giv slip. Du er nød til at give slip på alle de skønsheds idealer der findes. Du er nød til at give slip på troen på, at din krop bliver som før (fx graviditet og fødsel). Din krop vil aldrig blive som igår. I dag er ny krop – groft sagt. Du bliver ældre, du har perioder med sund, varieret kost og træning og andre perioder med fester, alkohol, chokolade og ingen træning. Livet går op og ned og det vil din krop bærer præg af. Så giv slip på dit mål, men fokuser på din rejse.
  • Ændre dit feed. Er du opmærksom på hvad du ser på i dine sociale medier? Følger du nogen som giver dig en følelse af, at du skal være på en bestemt måde eller se ud på en bestemt måde? Så overvej at trykke “unfollow”. Du bestemmer over dit feed og hvad du ønsker at se på dine sociale medier – og de har mere magt end vi tror. Så vær kritisk og mærk hvad du har brug for, at se på.
  • 9 måneder tager det. Jeg husker da jeg gik til efterfødselsyoga med Pinja, der sagde vores yogalærer “det tager 9 måneder at være gravid. Så tager det også 9 måneder for kroppen at lande ingen”. Så når du står der efter 8 uger, 4 måneder eller 6 måneder og er opgivende omkring din efterfødselskrop. Så tillad dig, at give din krop minimum 9 måneder til at lande igen. Ikke at du ikke må spise sundt og træne – men se på din krop med blide øjne og giv den tid til at lande igen efter graviditet og fødsel.
  • Ret fokus indad. Jeg har ofte enormt fokus på hvad alle andre mon vil tænke. Men lettere provokerende, vil jeg minde mig selv og dig om, at alle andre har ikke travlt med hvordan du ser ud. Det er de formentlig pisse ligeglade med. Så ret fokus på dig selv. Arbejd med dit selvbillede, fremfor at fokusere på hvad andre mon vil tænke – og skulle de tænke noget, så pyt. De kan tænke hvad de vil. Du er pisse dejlig, LIGE PRÆCIS SOM DU ER!

Jeg ser dig. Jeg tror på dig.

For mig fandt jeg motivationen til at ændre mit syn på min krop, da jeg blev mor. Jeg ved hvordan det kan påvirke en, at se sine forældre eller primærvoksne tale grimt om dem selv. Det spejler barnet. Jeg ønsker ikke, at vise mine piger at deres mor taler grimt til sin krop og skælder sin krop ud – fordi de skal ikke tale grimt eller skælde sig selv ud. Jeg ønsker, at mine piger kan vokse op og tænke “en krop er en krop” og at deres værdi kommer af deres kærlighed, medmenneskelighed og væren. De må gerne have ambitioner og ønsker om ændringer, hvis de er generet af noget ved dem selv. Men ambitionerne og ændringerne skal ikke komme af had og urealistiske kropsidealer. Så min rejse fra kropshad til kropsaccept startede samtidig med at jeg blev mor. Jeg er stadig igang og har dage hvor kropshadet fylder. Men så prøver jeg at huske på ovenstående “fif”. Det hjælper mig.

Jeg håber, at du som har læst med helt hertil, kan finde frem til en accept af, at din krop er og ser ud som den gør – også selvom du måske ønsker at ændre noget. Men indtil det er ændret, så kan du måske hengive dig til at din krop ser ud som den gør. Det er muligt. Jeg tror på dig!

// Christina

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen